Monstertruck-stunts og vilde tricks ved Arena Randers

Adrenalinen får frit løb, når det brager løs på parkeringspladsen ved Arena Randers den 9., 10. og 11. august. Et hæsblæsende Monster Truck Stunt Show sparker Randers Festuge i gang med bulder, brag og benzin i blodet.

Der bliver tryk på speederen, når monstertrucks og motorcykler indtager asfaltarenaen til tre aftenshows fyldt med halsbrækkende stunts og spektakulære effekter. Showet starter klokken 18.00 alle tre dage.

Publikum kan glæde sig til et program spækket med vild underholdning: drifting og burnout, kunstneriske stunts med både biler, motorcykler og quads, kørsel på to hjul med almindelige biler, motocross-spring, frontalsammenstød, rulleuheld i høj fart og ikke mindst nervepirrende ildstunts.

Arrangementet er for hele familien – både store og små der elsker store dæk, røg og larm. Vær dog opmærksom på, at der kun kan betales med kontanter ved indgangen.