Nu åbner den nye interaktive montre Romernes mønter på Museum Østjylland i Kulturhuset.
Udstillingen af de op til 2.300 år gamle romerske mønter består af et stort kort over Romerriget. Kortet er samtidig en interaktiv montre, som viser et særligt udvalg af Museum Østjyllands møntsamling.
Med en stregkodescanner kan man som gæst scanne koder ved de forskellige romerske mønter og derefter se, hvordan fortællinger om mønterne dukker op på kortet.
”På den måde kan man selv vælge, hvilke historier man vil læse,” forklarer arkæolog og ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen.
I Romerriget var mønter ikke kun et middel til betaling for varer og ydelser.
”Mønterne bar også mange budskaber, som kunne rejse tusindvis af kilometer. Det gjorde mønterne til et enormt effektivt kommunikationsredskab,” pointerer klassisk arkæolog Amanda Leighton Spatzek, som har skrevet indholdet til møntudstillingen i den interaktive montre.
Ligesom vores mønter i dag bærer et portræt af dronning Margrethe II eller kong Frederik X, bar de romerske mønter et portræt af den til enhver tid siddende kejser.
Den interaktive montre Romernes mønter er en permanent udstilling, som fremover vil indgå som en del af museets eksisterende oldtidsudstilling Livet ved Fjorden.
Åbningen af den nye interaktive montre Romernes mønter finder sted fredag den 13. juni klokken 14-16 i Kulturhuset. Til åbningen serveres romerske snacks og vin.