Mistænkt for banksvindel identificeret

I går udsendte Østjyllands Politi en efterlysning med overvågningsbilleder af en mand, som mistænkes for at have narret en 86-årig mand til at udlevere sit kreditkort.

Det skete i marts måned – efterfølgende hævede gerningsmanden flere tusinde kroner på det.

Overvågningsbillederne stammede fra banken, og det gav pote at offentliggøre dem.

Politiet har nemlig fået flere tip og mener nu at have identificeret manden.

Han vil blive afhørt i sagen hurtigst muligt.