Hvordan undgår man at blive snydt på nettet? Hvad kan man gøre for at sikre sit hjem mod indbrud? Og hvad er nabohjælp egentlig for noget? Disse spørgsmål og mange flere kan du få svar på, når Tryghedsmessen løber af stablen lørdag den 17. maj klokken 10-13 i Underværket.
Bag arrangementet står Randers Kommune og Østjyllands Politi, der i kraft af samarbejdet “Bo Trygt” vil sætte fokus på tryghed i både lokalområderne og den digitale verden.
“Randers er en af landets tryggeste kommuner, og det vil vi gerne fastholde. Det gør vi ved at klæde borgerne på med viden om indbrudsforebyggelse og digital sikkerhed. Vigtigst af alt er, at vi gør det i fællesskab mellem kommune og politi og mellem naboer i lokalsamfundet. Derfor glæder jeg mig meget til at byde velkommen til tryghedsmessen,” siger borgmester, Torben Hansen
“Vi håber at rigtig mange vil komme forbi vores tryghedsmesse og få en snak med vores eksperter. I politiet arbejder vi hele tiden for at forhindre indbrud i både private og digitale hjem, men heldigvis er der også rigtig meget man selv kan gøre for at sikre sig bedst muligt,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.
Udover oplæg klokken 10.30 og klokken 12 kan både store og små tage med på jagt efter skjulte indbrudstyve i Underværket, kigge indenfor i en politibil og få demonstreret politiets “indbrudskuffert”. Der er også mulighed for at besøge informationsstande fra bl.a. politiet, Bo Trygt og Borgerservice.