Mads Würtz Schmidt laver magtdemonstration og vinder EM-guld

Mads Würtz Schmidt fra Randers leverede en magtdemonstration, da han søndag kørte EM i cykelsportsdisciplinen gravel.

I Italien vandt den tidligere professionelle landevejsrytter EM-guld med hele 5 minutter og 46 sekunder ned til den nærmeste forfølger.

Mads Würtz Schmidt brugte langt det meste af de 148 kilometer alene i front af løbet, og ingen var i nærheden af at hente ham.

Norske Anton Stensby kørte sig ind på andenpladsen, mens franske Hugo Drechou tog tredjepladsen.

Mads Würtz Schmidts helt store mål for efteråret er VM i oktober.