Kig forbi Kulturhusets kælder i efterårsferien, hvor konservatorerne åbner værkstedsdørene og fortæller om deres ”usynlige” arbejde med at passe på Museum Østjyllands mange fine, flotte og forunderlige genstande. Hør blandt andet om, hvordan konservatorerne arbejder med genstande, der skal udstilles i det nye håndværksmuseum, HÅNDVÆRK.
Både børn og voksne kan naturligvis også afprøve nogle af konservatorernes særlige tips og teknikker.
I konservatorernes værksteder er der næsten altid gang i flere ting på en gang. Nogle gange er det 200 år gamle smykker og dragter, der får et ”serviceeftersyn” og skal renses, repareres eller forstærkes. Andre gange er det lerkrukker og skeletter, der fylder på værkstedsbordene, hvor de bliver renset og samlet, efter arkæologerne har fundet dem i jorden og afleveret dem hos konservatorerne.
Man kan besøge konservatorerne tirsdag den 13. oktober klokken 11-14, og det er gratis.