Det er for børn og deres voksne, når Randers Kammerorkester spiller koncert sammen med Katrine Bille lørdag den 14. marts klokken 11.30 i Værkets Koncertsal.
“Robotten Ibber” er en familiekoncert om robotter og store følelser. Koncerten handler om Ibber, som ikke har nogen følelser – for han er jo en robot. Men en dag ændrer alt sig, da han opdager, at han kan suge andres følelser op med sin løvsuger og pludselig mærke, hvordan de føles indeni.
Under koncerten læser Katrine højt fra bogen og viser bogens fine illustrationer. Sammen med kammerorkesteret dykker hun ned i de følelser, Ibber møder på sin rejse – gennem klassiske musikstykker og velkendte sange fra TV-programmerne ”Luk op, luk i” og ”Katrine undersøger”.
Undervejs i koncerten inddrages børnene og inviteres til også at dele deres egne oplevelser med de store følelser glæde, vrede, frygt og tristhed.
Inden koncerten er der robotfernisering i Værkets foyer. Fra klokken 11.00 kan man opleve mere end 100 kunst-robotter, der er lavet af elever fra Randers Friskole og Assentoftskolen i genbrugsmaterialer hos ReMida.