Kilovis af kokain flød fra Holland og Tyskland til Randers

Politibetjent

Fra en adresse i Randers blev 111 kilo kokain solgt videre til en større kreds af personer.

Tidligere i år tilstod en 30-årig mand som chauffør at have indsmuglet stoffet fra Holland og Tyskland, og nu er endnu en mand dømt i sagen.

Retten i Randers har fredag udmålt en straf på 13 års fængsel til 30-årige Anwar Mohammad. Han tilstod at have instrueret chaufføren, oplyser senioranklager Anders Dohn.

– Han valgte at modtage dommen, og jeg er tilfreds med afgørelsen. Anklagemyndigheden havde procederet for 13 års fængsel, fortæller Anders Dohn.

I sagskomplekset, som NSK har døbt “Operation Capri” venter yderligere tre mænd på at få deres sager afgjort.