Da en ung Richard Strauss i 1880’erne skulle komponere et stykke musik om den uundgåelige afslutning på livet, ramte han rent i sin beskrivelse. I hvert fald konstaterede han, da han selv lå for døden 60 år senere, at oplevelsen var fuldstændig, som han havde forestillet sig i ungdomsværket “Tod und Verklärung”.
Værket er på plakaten i sidste udgave af Klub Klassisk på Randers Bibliotek, før den populære lytteklub sættes på sommerpause. Bibliotekets musikformidler og lytteklub-bestyrer, Mik Stegger, glæder sig til at fortælle om Richard Strauss og værket:
“Det siger lidt om den unge, ambitiøse Strauss, at han kunne have så stor føling med noget, som heldigvis er virkelig fjernt for de fleste unge mennesker. Desuden er det virkelig bemærkelsesværdigt, hvor han drejer den her musikalske fortælling hen, for temaet er jo til den dystre side.”
Mik Stegger fortæller om Strauss og “Tod und Verklärung” mandag den 23. marts klokken 16.00-17.30 i Kulturhusets sal, og det foregår på en måde, hvor alle kan være med. Arrangementet er gratis, og tilmelding foregår via Randers Biblioteks hjemmeside.