Hvad gemmer der sig i jorden under vores fødder? Og hvordan ser et helt år i arkæologernes arbejdsliv egentlig ud? Det kan alle, der interesserer sig for arkæologi og fortidens østjyder, nu får svar på, når Museum Østjylland inviterer til det traditionsrige foredrag Arkæologernes arbejdsår 2025 torsdag den 26. februar klokken 19-21.
Her kommer du med på en levende rejse gennem årets mange udgravninger, undersøgelser og spektakulære fund i og omkring Randers samt på Djursland.
2025 har været et begivenhedsrigt år i felten med opgaver i hele museets arkæologiske ansvarsområde. Publikum kan i foredraget høre om arbejdet ved Hornbæk, hvor undersøgelsen af en stor jernalderboplads fortsat er i fuld gang. Aftenens foredrag går også i dybden i Randers by med fortællingen om de tykke middelalderlige kulturlag, som arkæologerne i sommer undersøgte, da de dykkede direkte ned i byens historie, lag for lag.
2025 har også budt på en række opsigtsvækkende metaldetektorfund gjort af de altid ihærdige detektorførere, der i deres fritid søger efter fortidens spor i Randers-området og på Djursland.
Guldfund er meget sjældne, men i 2025 fandt detektorførere øst for Randers to små guldbarrer fra vikingetiden – fund, der skabte stor opmærksomhed i pressen og satte fokus på Østjylland som et centralt område i vikingetidens netværk.
Billetter til foredraget kan købes på Museum Østjyllands hjemmeside.