Sangkraft Randers holder KorCamp for de 8-12-årige
57 sangglade børn bruger sommerferiens sidste fire dage på KorCamp i Randers. KorCamp’en foregår i dagene 5.-8. august og byder på masser af sjov og sangfællesskab, blandt andet:
· Korsang og musiklege
· Bodypercussion, hvor man bruger kroppen som instrument til at lave rytmer, beats og breaks
· Legende musikteori, der giver kendskab til rytmer og nodelæsning
· Afslutningskoncerter på Randers Bibliotek og på Slotspladsen i Randers
KorCamp’en finder sted hver dag fra klokken 9-15 i Skt. Andreas Kirke og på Nørrevangskolen i Randers.
Ligesom fodboldcamp og spejderlejr
Det er tredje gang, at Sangkraft Randers holder KorCamp. Hvert år har eventet været en stor succes, der også efterfølgende har givet tilstrømning til byens børnekor. For ligesom der er fodboldcamps og spejderlejr i sommerferien, så er der også interesse for tilbud til de børn, der kan lide at synge. Det fortæller Hanne Lund Nielsen, som er med i arrangørgruppen bag KorCamp.
“De tilmeldte er både børn, som allerede synger i byens børne- og kirkekor, og børn der ikke er vant til korsang, men gerne vil prøve noget nyt i sommerferien. Og vi håber selvfølgelig, at de får lyst til at fortsætte med korsangen bagefter,” siger hun.
Nye venner og hygge
Udover at lære sange, lege og musikteori via undervisning fra dygtige kor-instruktører, handler KorCamp’en også om at møde nye venner og hygge sig sammen. Til det formål er der tilknyttet to kor-mentorer, Marie og Alexander, som begge er unge, men garvede korsangere, og selv har deltaget i masser af korstævner og øvelejre. De er med til at sørge for sjov og hygge – og for at alle børnene føler sig godt tilpas.
KorCamp’en kulminerer fredag med to koncerter, hvor børnene optræder med nogle af de ting, de har lært i ugens løb. Først en mini-koncert klokken 11 på Randers Bibliotek og om eftermiddagen klokken 14 under åben himmel på Slotspladsen midt i byen.
Sangkraft Randers, der står bag KorCamp’en, er en selvejende institution med støtte fra Randers Kommune og Statens Kunstfond – og en del af det landsdækkende netværk, Sangkraft Danmark, som støtter udbredelse af sang for både bredde og elite. KorCamp’en kan realiseres på grund af økonomisk støtte fra Randers Nordre og Søndre Provsti.