Fangruppe dropper Randers FC boykot

Der er forsoning mellem Randers FC fangruppen Nordtribunen og Randers FC.

Gruppen boykottede den sidste hjemmekamp mod Brøndby i protest mod klubbens beslutning om kollektive straffe, men efter dialog bliver samarbejdet og opbakningen til klubben nu genoptaget.

Det oplyser Nordtribunen i et facebook-opslag.

Det betyder, at de inkarnerede Randers-fans allerede fra på søndag støtter klubben i normalt omfang, når det gælder udekampen i Fredericia.

I opslaget udtaler fodbolddirektør Søren Pedersen, at klubben er glade for, at Nordtribunen igen vil bakke spillerne og klubben op.