Et sjældent kig ind i helt nyt håndværksmuseum i Randers

1.750 genstande indgår i udstillingen på det kommende HÅNDVÆRK. Denne gamle snedkerfane er en af genstandene, og den trængte voldsomt til konservering. Foto: Museum Østjylland

Hvad sker der bag de lukkede døre i det gamle pakhus, der huser Håndværksmuseet? Og hvorfor tager det dog så lang tid?
Det opmuntrende svar er, at Museum Østjylland er i fuld gang med at bygge en helt ny udstilling af håndværk.

Kom med bag facaden, når to af museets konservatorer viser rundt og giver dig både et smugkik i den nye udstilling og et indblik i arbejdet med at opbygge så stor og kompliceret en håndværksudstilling.

”Alt bliver forandret, og så alligevel ikke. Mange af de samme håndværk som tidligere er repræsenteret i den nye udstilling. Tidligere var det meste af formidlingen båret af frivillige håndværkere, og dem vil man selvfølgelig fortsat kunne møde. Den nye udstilling, HÅNDVÆRK, får dog en yngre profil, som i højere grad også henvender sig til unge mennesker,” siger leder af Bevaring og Magasin, Karen Woer, der er en af de to omvisere. Hun får selskab af konservator Anne Rostgaard Nielsen.

Omvisningen foregår tirsdag den 27. oktober klokken 16-17 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers C. Billetter kan købes på museumoj.dk