En nikotinfri ungdom

Johanne Christine Thorup Nielsen (tv) og Signe Maj Thorup Nielsen (th). Foto: Randers Kommune

I august 2024 lancerede Randers Kommune initiativet “Nikotinfri Ungdom” som et markant skridt i kampen mod børn og unges brug af nikotinprodukter.

Knap en tredjedel af danske unge mellem 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt. Nikotin er ikke blot sundhedsskadeligt og vanedannende, men det er også dyrt. Og det kan være svært at lægge nikotinen fra sig, når man først er begyndt. Men på Randers Kommunes nikotin- og rygestopforløb for unge er der hjælp at hente.
Det ved tvillingesøstrene Johanne og Signe på 23 år. I august måned tog de nemlig kontakt til Emma Truelsen, stoprådgiver i Randers Kommune, med henblik på at starte på et nikotin- og røgstopforløb for unge på 16 – 25 år.

Stoprådgiver Emma Truelsen fremhæver fællesskabet på holdet som det essentielle:
“De unge kan virkelig bruge hinanden. Mange af dem er det samme sted i livet og drømmer om en nikotinfri fremtid. Og det er altid en fornøjelse at se, hvor reflekterende deltagerne er, og hvor gode de er til at støtte hinanden”.

For søstrene handlede rygestoppet især om at holde fast i deres motivation, som udsprang af drømme for fremtiden.
“Vi ville gerne flytte for os selv i egen bolig. Det skulle vi jo have råd til. Og så elsker vi at rejse. Vi vil hellere bruge penge på at rejse fremfor på cigaretter”, siger Signe.

I dag er begge piger røgfrie og er flyttet i et rækkehus i Stevntrup. Til november rejser de til Spanien for at studere. Og således blev nikotinafhængighed til fortid, og drømme blev til virkelighed.

Emma Truelsen håber derfor også, at langt flere vil tage imod Randers Kommunes gratis tilbud henvendt særligt til de unge:
“Rigtig mange unge bruger nikotinprodukter, og det har store konsekvenser for de unges helbred og trivsel. Jeg håber derfor, at langt flere unge i Randers Kommune har lyst til at deltage på vores kurser. Vi tilpasser os altid deltagerne og tager hensyn til, hvad der virker bedst for den enkelte. Vi arbejder sammen mod målet, for de unge fortjener nemlig en ungdom uden nikotinprodukter og med plads til at drømme”.