Duerne flyver – en musikalsk hyldest til Bent Fabricius-Bjerre

Forestillingen ”Duerne flyver” drager på turné til 29 plejecentre. Foto: Martin Gundesen

Med kompositioner som “Du og jeg”, “Jeg sætter min hat, som jeg vil” og temaet fra Olsen Banden har Bent Fabricius-Bjerre været med til at sætte lyd til danskheden gennem flere årtier. Nu bliver hans liv og kunst til en musikalsk scenekunst-oplevelse, der skal spille for ældre medborgere i Randers Kommune på en særlig tilrettelagt turné. Turnéen er økonomisk støttet af Elro Fonden og Randers Kommune.

Forestillingen er skabt af skuespiller Lisbeth Knopper og musiker Jacob Venndt, der også selv står på scenen. Sammen bringer de Fabricius-Bjerres uforglemmelige melodier helt tæt på publikum med nærvær, humor og respekt for komponistens livsværk. Publikum inviteres med på en rørende og musikalsk rejse ned ad Mindernes Allé, hvor de kendte toner får nyt liv.

”Bent Fabricius- Bjerres musik ligger næsten som en dna i mange af os. Vi er vokset op med titelmelodierne fra Matador og Olsen Banden og med en blanding af begavet komposition og gedigent hit, rammer han sit publikum, så man får lyst til at nynne med. I musikken ligger er der en tone af både glimt i øjet, livsglæde og eftertænksomhed. Det er helt sikkert evergreens, som vil blive en del af mange generationers musik-erindring,” siger kreativ producent Tine Eibye fra Randers Teater.

“Duerne flyver” har premiere på Operaen Randers den 28. maj klokken 16.00, hvorefter forestillingen drager på turné til 29 plejecentre. Turnéen er støttet af ELRO Fonden og Randers Kommune.