Så meget fylder landbruget i Randers kommune

Drikkevand er et af de helt store emner i valgkampen.

I den forbindelse har Danmarks Naturfredningsforening opgjort, hvor stor en del af hver enkelt kommune der er dækket af konventionelt landbrug.

Og ifølge foreningen er Randers en af de kommuner, hvor der sprøjtes mest. 62,5 procent af kommunens areal sprøjtes hvert år med pesticider.

Det er pesticider, der risikerer at sive ned og forurene fremtidens drikkevand.

– Vi bliver nødt til at forbyde sprøjtegift i de sårbare områder, hvor drikkevandet dannes, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Allerede i dag er hver tredje drikkevandsboring i Randers ifølge foreningen forurenet.