Debat: Vi skal styrke den danske grundskole

Den danske grundskole løfter en af samfundets vigtigste opgaver: at give børn og unge de bedste muligheder for at lære, udvikle sig og finde deres vej i livet.

Men mange lærere oplever i dag, at opgaven i klasselokalet er blevet noget mere kompleks end tidligere. Børn er forskellige, og det gælder også i skolen. Nogle har brug for ekstra støtte for at kunne følge med i undervisningen, mens andre har brug for større faglige udfordringer for at udvikle deres potentiale. Samtidig så mistrives mange børn og unge i dag, og mange lider af skolevægring.

Jeg er virkelig glad for at Venstre og de øvrige partier fra Folkeskoleforligskredsen, her midt i januar, ændrede reglerne for fravær og for specialundervisning.

Det betyder bla. at støtten til det enkelte barn vil kunne sættes ind langt tidligere og at PPR fremadrettet vil bruge mere tid på skolerne hos børn og medarbejdere, og færre tid på at skrive pædagogiske, psykologiske vurderinger. Og nye støtteplaner vil sikre en hurtig plan for fremme af barnets trivsel.

Og vi skal også have de store rammer til at passe til børnene, – før end mistrivslen rammer og bliver langvarig for både barn og familie.

Derfor foreslår vi i Venstre at styrke de danske skoler ved at investere fem milliarder kroner årligt. De fire milliarder kan f.eks. bruges på flere to-voksenordninger i klasseværelserne og bruges som det nu passer bedst til børnene på de lokale skoler.

Derudover vil Venstre afsætte en milliard kroner til inklusion, – til tidlig hjælp og støtte, kompetenceudvikling og mindre hold.

Samtidig vil vi styrke fri- og privatskolerne, og give dem større frihed gennem et eftersyn af friskoleloven, så også de får bedre muligheder for at løfte inklusionsindsatsen.

Grundskolen spiller en afgørende rolle i det danske samfund – uanset om der er tale om en folkeskole, friskole eller privatskole. Forældre skal fortsat have mulighed for at vælge det skoletilbud, der passer bedst til netop deres barn.

Af Louise Høeg
Folketingskandidat for Venstre