Hvad er egentlig nyt? Maskerne er i hvert fald faldet
Det fælles læserbrev om Flodbyen og Klimabroen, som mere end to tredjedele af Randers Byråd netop har skrevet under på, bliver i medierne præsenteret som et stærkt signal og udtryk for rettidig omhu. Men lad os være ærlige: Der er intet nyt i budskabet – kun i graden af tydelighed.
For det er præcis de samme partier og personer, som allerede på valgnatten i 2021 skyndte sig at konstituere sig og udråbe sejren, før den sidste tredjedel af stemmerne var talt op. Dengang blev det kaldt handlekraft. Nu kaldes det rettidig omhu. Men det er den samme politiske blok, der igen og igen viser, at de hellere vil sikre ro omkring egne beslutninger end lytte til de mange borgere, der er bekymrede for kernevelfærden og Kommunens økonomi.
Projektet Flodbyen og Klimabroen har strakt sig over 10 år og der er brugt millioner af kommunale kroner og der er meget lang vej endnu, og der skal bruges rigtig mange penge til at opfylde de våde drømme. Og siden Borgerlisten Østbroens indtræden i Kommunalvalgkampen 2021 og sidenhen valgt ind i Byrådet, så bliver borgerne mere og mere oplyst, og siden har mange borgere stillet spørgsmål, udtrykt bekymring og bedt om åbenhed. I stedet møder de et læserbrev med genopfriskede floskler og enslydende opbakning – mens de partier, der tør sige fra, bliver fremstillet som forstyrrende elementer.
Så hvad er egentlig nyt?
Ikke projektet. Ikke argumenterne. Ikke linjen. Men nu er det blevet helt tydeligt for enhver, hvem der står sammen om at føre deres prestigeprojekter igennem – koste hvad det vil – og hvem der faktisk tør sige nej, og samtidig rent faktisk pege på alternativer.
Det er i grunden en slags offentlig service. Så tusind tak for det. For når Borgerne går til kommunalvalg i 2025, så ved de nu præcis, hvem man ikke skal stemme på, hvis man ønsker reel forandring, gennemsigtighed og en kommune hvor der er styr på kerneopgaverne og økonomien.
Erik Bo Andersen
Østbroen