Ved det kommende kommunalvalg står vi med et valg, der rækker langt ud over de næste fire år. Randers har brug for et byråd, der vil hele kommunen – ikke kun dele af den, og som tør handle på tværs af politiske farver. Vi har brug for et samarbejde baseret på dialog, respekt og et fælles ansvar for fremtiden.
Som kandidat stiller jeg op uden partipolitiske bindinger. Jeg vil arbejde for det, der er bedst for Randers – uanset hvor forslaget kommer fra. Vi skal styrke vores handelsliv, så butikker og erhvervsdrivende igen får mod på at investere. Vi skal give midtbyen nyt liv, så den bliver et sted, folk vælger til, frem for fra. Og vi skal skabe vækst, der kommer hele kommunen til gavn – både i by og opland.
Et af de største problemer er kommunens store gæld. Den er ikke kun et tal på et regneark, men en reel hæmsko for udviklingen. Vi kan ikke blive ved med at skubbe udfordringerne foran os. Der skal laves en ansvarlig plan, der både reducerer gælden og giver plads til nødvendige investeringer i fremtidens Randers.
Vi skal også huske sportens og foreningslivets rolle. Sport er ikke bare motion – det er fællesskab, integration og dannelse. Et stærkt foreningsliv er med til at holde unge væk fra kriminalitet og skabe sammenhold på tværs af alder og baggrund.
Jeg tror på, at Randers kan mere. Men det kræver mod, vilje og et byråd, der sætter kommunen før personlige ambitioner. Det kræver en ny retning.
Af Per Bilici Sørensen
Byrådskandidat Østbroen, liste Q