Debat: Modsvar til Henrik Leth (S)

Henrik Leth skriver, at problemet ikke er overfladevand, men manglende forståelse. Det er jeg enig i – men så må den forståelse også gælde de konkrete planer for Flodbyen og midtbyen i Randers.

Det undrer mig derfor, at Henrik Leth vælger at angribe mig, som er en af de få, der konsekvent har italesat problemet med tag-, vej- og overfladevand fra Flodbyen og midtbyen. Ifølge de fremlagte planer skal store mængder regnvand ledes direkte ud i havnebassinet, som har direkte forbindelse til Randers Fjord. Det sker uden den rensning, som Henrik selv efterlyser i sit læserbrev.

Henrik beskriver korrekt, at de første millimeter regn er de mest forurenede, fordi de skyller olie, tungmetaller, gummipartikler og andet affald af veje, pladser og tage. Men netop derfor er spørgsmålet: Hvorfor accepterer Socialdemokratiet så en løsning, hvor disse mængder i praksis ledes direkte til havnebassinet?

Hvis Henrik virkelig mener, at klimahåndtering handler om at holde regnvandet tilbage og rense den forurenede del, burde hans kritik være rettet mod de politikere og embedsmænd, der har godkendt eller arbejder videre med en model, hvor rensningen er utilstrækkelig. Hvorfor går han ikke til angreb på sine egne partikammerater, hvis de – med hans egne ord – mangler forståelsen?

Jeg efterlyser ikke skræmmebilleder. Jeg efterlyser konsekvens. Man kan ikke på den ene side skrive, at forurenet regnvand skal tilbageholdes og renses, og på den anden side forsvare planer, hvor det samme vand ledes direkte ud i et havnebassin med forbindelse til fjorden.

Debatten bliver bedst, når vi holder os til fakta. Derfor er det relevante spørgsmål ikke, hvem der råber højest, men om Randers Kommune faktisk sikrer den rensning af overfladevandet, som Henrik Leth selv beskriver som nødvendig.

Det er dét spørgsmål, borgerne fortjener et klart svar på.

Af Erik Bo Andersen
Borgerlisten Østbroen