På byrådsmødet den 27. april stemte flertallet endnu en gang for at skære i §18-midlerne – den pulje, der støtter de frivillige sociale organisationer, som hver dag gør en forskel for nogle af vores mest udsatte borgere.
Østbroen stemte imod.
Vi stemte imod, fordi det er både kortsigtet og kynisk at fortsætte den klapjagt på de svageste, som blev indledt med sidste års budget. I stedet for at styrke det sociale sikkerhedsnet vælger byrådsflertallet at svække det, og dermed svigter man både de udsatte og de frivillige, der trækker et kæmpe læs for fællesskabet.
§18-midlerne er ikke overflødige. De muliggør aktiviteter og støtte til mennesker, som ikke har andre steder at gå hen – ensomme, psykisk sårbare, socialt udsatte. Når man fjerner støtten, fjerner man samtidig håb og sammenhængskraft.
Og det sker vel at mærke i en kommune, hvor andre udgiftsposter ikke rammes nær så hårdt. Hvor der samtidig holdes hånden under prestigeprojekter som Klimabroen og Flodbyen, selvom regningerne dér løber i helt andre størrelsesordener.
Det handler om prioritering – og lige nu prioriteres mursten og symbolpolitik over mennesker.
Østbroen mener, at en ansvarlig kommune begynder med at tage vare på sine mest sårbare borgere.
Vi vil fortsætte med at kæmpe for, at det frivillige sociale arbejde bliver anerkendt og støttet – ikke barberet ned i en spareiver, der rammer helt forkert.
Erik Bo Andersen
Østbroen – Borgerlisten i Byrådet