I en artikel i JP 26. juni 2025 I otte år har man ikke tjent penge på lejligheder i Aalborg: Der er blevet bygget alt for meget – og det bliver ved – Jyllands-Posten stilles der rigtig skarpt på at byggebalancen i Aalborg er helt skæv, men Randers nævnes også. Så hvordan ser det egentlig ud her.
Randers Kommune taler varmt om Flodbyen – et prestigeprojekt med visioner om vækst, byudvikling og tusindvis af nye boliger. Men lad os stille et ærligt spørgsmål:
Kan du som boligejer eller investor lide at tabe penge – eller blot se værdien af din bolig stagnere?
For det er reelt, hvad der er på spil.
Flodbyen bygger på en idé om vækst, der ikke findes i virkeligheden. Randers har i årevis haft en svag eller stagnerende befolkningstilvækst, og alligevel planlægges et massivt nybyggeri, som langt overstiger det reelle behov.
Nedenstående er en opdateret byggebalance for Randers kommune. Som det fremgår af tabellen, så er der i flere år blevet bygget alt, alt for mange boligkvm. i forhold til hvad der er indbyggermæssigt behov for i Randers kommune. Hvis byggebalancen for alvor skal forbedres, så kræver det imidlertid et markant løft i indbyggefremgangen.

Samtidig viser statistik fra Boligøkonomisk Videncenter, at etageboliger ejet af selskaber i Randers har en tomgang på hele 11,6 % – og det er især i ældre boliger opført før 1940. Det er ikke engang nybyggeri, der står tomt. Det er den eksisterende bygningsmasse, som allerede nu ikke kan fyldes.
Alt dette sker, inden Flodbyen for alvor er i gang. Første lokalplaner er på vej, og byggeriet vil forøges markant over de næste år, selvom vi allerede nu bygger i et tempo, hvor boligbalancen overgår Aalborg – en by hvor boligmarkedet ifølge Realkredit Danmark er i akut ubalance.
Aalborg står med et overudbud på cirka 8 %, ifølge Mark Maack Gibson, og priser og huslejer er begyndt at falde. Men sammenligner man med Randers, er det her endnu værre. Der er flere boliger, færre tilflyttere, og alligevel gasses der op for byggeriet.
Det rammer dig.
Det rammer nuværende boligejere, hvis mursten bliver mindre værd. Det rammer investorer, der står med tomme lejemål. Det rammer hele kommunens økonomi, når overoptimistiske projekter skaber dødvægt på boligmarkedet.
Som Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter siger: “Hvis man korrigerer for inflation og vedligehold, har ejerlejligheder i Randers ikke givet gevinst de seneste 8 år.”

👉 Med andre ord: Kommunens byggepolitik skaber ikke værdi – den udhuler den.
Når Randers Kommune samtidig i Hvidbogen Fremtidens Randers selv påpeger de udfordringer, der er med boligmassen og befolkningsudviklingen, burde det ringe en klokke hos byrådsflertallet. Hvordan kan man i det ene øjeblik beskrive problemets alvor – og i det næste trykke speederen i bund på et projekt, der forværrer det?
I Borgerlisten Østbroen ser vi nødvendigheden i at råbe flertallet op. For det har betydning for de mennesker og investeringer, der allerede findes i byen. Vi bliver nødt til at forholde os til fakta og arbejde ud fra virkeligheden – ikke ønsketænkning.
🔄 Tid til at tage ansvar
Flodbyen burde være et løft for Randers – ikke et eksperiment med borgernes boligøkonomi. Randers må ikke ende i samme boligkrise som Aalborg. Derfor er det nødvendigt, at vi handler nu, før endnu flere oplever at miste værdien af deres hjem, og investorer begynder at trække sig.
Vi mener, at Randers Kommune må lette speederen fra Flodbyen og i stedet få foretaget en uafhængig og fagligt funderet analyse af det reelle boligbehov. Den videre udvikling må herefter tilpasses den faktiske befolkningsudvikling og boligefterspørgsel – ikke de visioner, man politisk ønsker sig.
Det handler ikke om at være imod udvikling, men om at tage ansvar for, at vi ikke bygger os fattigere.
Det er tid til, at byrådet tager osteklokken af og forholder sig til virkeligheden.
Lad os bygge for mennesker – ikke for prestige
Erik Bo Andersen
Borgerlisten Østbroen