I Randers Kommune har man i årevis opereret med en simpel tommelfingerregel: Hver ny borger giver kommunekassen ca. 80.000 kroner netto om året. Gentaget som en slags økonomisk naturlov, der skulle legitimere vækstambitioner og bosætningsstrategier. Men nu står borgmesteren frem og siger, at det “ikke har reel økonomisk betydning ikke at vækste.” Undskyld mig – hvad?
Hvis vækst ikke har økonomisk betydning, hvorfor så i årevis investere millioner i kampagner for at tiltrække nye borgere? Hvorfor har man udviklet Flodbyen og gjort den til en hovedsøjle i den kommunale vækststrategi? Og hvis vækst har betydning – hvilket tallene og fornuften jo stadig peger på – hvorfor skifter man så pludselig retorik?
Svaret er, at man har mistet overblikket. På den ene side bruger man tommelfingerregler og modeller, der lover penge i kassen, hvis bare vi får flere borgere. På den anden side klager man højlydt over, at “vi får de forkerte borgere” – altså borgere på overførselsindkomster, ældre med plejebehov, udsatte familier, eller folk med begrænset arbejdsevne. Mennesker, der – åbenbart – ikke passer ind i kommunens økonomiske ligning.
Man taler om at tiltrække de “rigtige” borgere. Hvad betyder det? Skal man kun være velkommen i Randers, hvis man har fuldtidsarbejde, god pensionsopsparing og aldrig har haft kontakt med jobcentret? Hvad med den unge, der er ved at finde fodfæste? Den enlige mor, der kæmper sig videre? Eller den ældre borger, som har ydet sit og nu har brug for pleje?
Når der sendes så modstridende signaler – at vækst både er afgørende og ligegyldig,– så underminerer det tilliden. Både til det politiske lederskab og til kommunens evne til at træffe langsigtede beslutninger på et oplyst grundlag.
Randers står med udfordringer. Men vi har krav på en ærlig og sammenhængende strategi – ikke skiftende meldinger, der primært virker som forsøg på at forklare, hvorfor man ikke lykkes.
Det er tid til at få en anden styring af Randers Kommune. Vil vi være en kommune, hvor alle har en plads – eller kun nogle få? Er vi villige til at investere i fællesskabet – også når det ikke giver økonomisk gevinst fra dag ét? Og kan vi overhovedet tale om vækst, velfærd og værdighed uden at gøre bestemte borgere til problemet?
Spørgsmålene står i kø. Det er på tide, at de ansvarlige politikere begynder at besvare dem med mere end automatisk taleføring og tommelfingerregler. Randers’ fremtid kræver mere end det.
Erik Bo Andersen
Østbroen