Få en tre-i-en oplevelse på en lidt anderledes byvandring. Turen går denne gang rundt langs havn, Storkeeng og Gudenå i Randers, og undervejs får du fortalt gode historier om stederne.
På vandringen bliver du guidet af tre medarbejdere fra Randers Stadsarkiv, der fortæller spændende historier fra fortiden og kigger ind i fremtidens problemer med de stigende vandmængder.
”Arrangementet kalder vi ”Vandet kommer”, og det handler lige så meget om vandets betydning for fortiden som dets indvirkning på vores nutid og umiddelbare fremtid. For hvad betyder vand for os mennesker, når det både er med til at skabe tilværelser, men også true dem,” spørger arkivleder Tina Knudsen Jensen, der sammen med Kaare Kierkegaard og Martin Mauritzen fra arkivet er dagens værter og guider.
Ud over spændende historier fra for- og nutid og en smuk gåtur i naturen får dagens deltagerne også en introduktion til Smartarkivering, Randers Stadsarkivs nye digitale afleveringsplatform. Her kan alle borgere digitalt aflevere fotos og andet materiale til arkivet og dermed sikre et vidnesbyrd fra nutiden til fremtiden.
”Ud over et fremtidigt vandproblem, har vi på arkivet også et stigende digitalt problem. Folk afleverer nemlig i mindre og mindre grad deres billeder, fordi de i dag ligger digitalt på borgernes mobiltelefoner og tablets,” fortæller Kaare Kierkegaard.
Arkivet må erkende og følge med den digitale udvikling og tester derfor en løsning, hvor private borgere kan aflevere digitalt materiale via nettet.
”Vi vil på byvandringen hjælpe folk i gang og vise, hvordan man ret enkelt og hurtigt kan aflevere ting digitalt,” lover arkivets medarbejdere.
Byvandringen finder sted onsdag den 18. juni klokken 16-17.30, og billetter kan købes på museets hjemmeside.
Efter endt tur rundt på havneområdet i Randers byder arkivet på en kop kaffe eller te og håber i øvrigt, at dagens gæster har taget fotos af steder, de har hørt om på turen, og at de ønsker at sende billederne til arkivet.