Byvandring: På sporet af de randrusianske jøder

I 1852 bosætter den jødiske børstenbinder Jonas Hartogsohn sig i Klostergade 3 i Randers. Jonas var specialist i klæde- og hårbørster, og familien drev her forretning gennem mange år. Fotoet er fra omkring 1890. Foto: Randers Stads Arkiv

For 150 år siden satte initiativrige og arbejdsomme jødiske borgere deres tydelige aftryk på udviklingen i Randers. Det betød, at den jødiske befolkning i Randers i løbet af 1800-tallet voksede til at blive den største i Danmark uden for København.
Tag med overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen fra Museum Østjylland på byvandring i det gamle jødiske kvarter i Randers og hør om, da jøderne havde egen synagoge, skole og legatbolig.

På byvandringen kommer man også forbi fire nedlagte ”snublesten”, der skal minde forbipasserende om, at netop her boede mennesker, der blev ofre for nazismen. De fire snublesten i messing på Tørvebryggen er lagt til minde om den herboende jødiske familie Hartogsohn, der den 2. oktober 1943 blev mødt af en hård skæbne. Familien nåede ikke at flygte fra det tyske politi, efter besættelsesmagten i efteråret havde iværksat en aktion mod de danske jøder for at sende dem i koncentrationslejr. Familien Hartogsohn blev derfor arresteret på stedet.

Byvandringen finder sted torsdag 12. juni klokken 16.30-18, og billetter kan købes på museumoj.dk.