Bogcafé om sjove bøger

Inger Nygaard Kaad, Henrik Secher Nielsen, Louise Boel, Martin Minka, Peter Elmelund og Rebecca Muck Jepsen fortæller om sjove bøger i ny bogcafé

Randers Bibliotek inviterer for første gang til en bogcafé med humor i centrum, hvor bibliotekets formidlere deler deres bedste bud på bøger, der kan sprede solskin og løfte humøret.

Til bogcaféen præsenterer en håndfuld af bibliotekets medarbejdere deres personlige favoritter inden for humoristisk litteratur.

Så uanset om man er til tør satire, skæve karakterer eller varme, livskloge fortællinger, er der gode chancer for at finde en bog, der rammer den humor, man foretrækker. Undervejs bliver der rig mulighed for både at lytte, lade sig inspirere og notere titler til den næste læsestak.

Arrangementet finder sted mandag den 4. maj klokken 17-18 på Hovedbiblioteket. Billetter kan købes på Randers Biblioteks hjemmeside eller ved personlig henvendelse i bibliotekets betjente åbningstid.