Søndag den 2. august bliver Falcks Uddannelsescenter Langvang i Randers fyldt med brandbiler, ambulancer, politifolk, militærpersonel og blå blink, når Brandmandsdagen afholdes for 13. gang. Med 100 tilmeldte børn og rekordmange aktører og samarbejdspartnere skal dagen give familier med hjertefejl et pusterum fra en hverdag, hvor hospitaler, behandlinger og ambulancer ofte fylder meget
På dagen kan børnene blandt andet køre med brandbil, slukke ild, prøve brandmandstøj, besøge Bamsehospitalet, opleve redningsarbejde med line og reb og komme tæt på køretøjer og udstyr fra beredskaberne.
Dagen byder desuden på en stor fælles redningsopvisning med blandt andre brandvæsen og politi samt en opvisning fra Forsvaret.
Børnene har allerede tidligt i livet haft flere møder med ambulancer, læger og hospitaler, end de fleste mennesker får gennem et helt liv. Brandmandsdagen skal derfor ikke alene være en spektakulær oplevelse, men også give børnene mulighed for at møde beredskaberne under trygge og positive omstændigheder.
Arrangementet er samtidig en mulighed for, at børnene kan møde andre, som lever med hjertefejl, hospitalsophold og operationsar.
Brandmandsdagen er et gratis lukket arrangement for tilmeldte familier og inviterede gæster. Det er derfor ikke muligt for øvrige interesserede at møde op på dagen.