Bekymring for borger endte med bøde

Natten til lørdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra Storegade i Randers, hvor anmelder var bekymret for en borger, som ikke havde det godt og ikke kunne tage vare på sig selv. Der blev derfor sendt en patrulje til stedet, som foretog en frihedsberøvelse af en 25-årig mand fra Nordjylland, der herefter blev transporteret til Politigården til afrusning.

Under køreturen til Politigården blev manden dog så utilfreds med politiets beslutning, at han udtalte flere voldsomme ukvemsord rettet mod betjentene. Ordlyden var så voldsom, at han blev sigtet for overtrædelse af straffeloven.

Den 25 årige mand blev senere afhørt og efterfølgende løsladt og kan nu se frem til en bøde.