Beboerlisten genopstiller ikke til byrådsvalget

Beboerlisten i Randers Byråd genopstiller ikke ved kommunalvalget til efteråret.

Dermed takker Beboerlisten af efter 32 år i byrådssalen, skriver Randers Amtsavis.

Bag beslutningen står Randers Lejerforening og Bjarne Overmark, der har været Beboerlistens urokkelige frontfigur gennem alle årene.

– Det er forbi med Beboerlisten, som vi kender den, siger formand for Randers Lejerforening, Rasmus Vinther.

Han fortæller, at beslutningen blev truffet af en enig bestyrelse i Randers Lejerforening onsdag aften.

Afskeden med Beboerlisten betyder ifølge Amtsavisen, at Randers Lejerforening i stedet anbefaler, at vælgerne retter blikket mod Kasper Fuhr Christensen og Velfærdslisten.