Anklager tilfreds med dom efter Østervold-brand

Senioranklager Rosa Pape er tilfreds med Rettens afgørelse i sagen om den alvorlige brand på Østervold i Randers.

En 33-årig mand blev tirsdag idømt fire års ubetinget fængsel for kvalificeret brandstiftelse.

Omkring 45 beboere blev evakueret, og flere måtte reddes ud gennem vinduer, da branden spredte sig i bygningen. Det skete natten til 25. september sidste år.

Ifølge anklageren er det næsten mirakuløst, at ingen kom alvorligt til skade eller omkom. Hun fremhæver, at manden startede branden midt om natten, mens mange beboere lå og sov.