Almost AC/DC på Tante Olgas Scene i festugen

I 2026 kan Almost AC/DC fejre 15 år som et af Danmarks mest populære og hårdtslående tribute-bands, og fra starten har de besøgt Tante Olga hvert år.

Bandet består af 5 gutter fra Silkeborg, som siden starten i 2011 har specialiseret sig i at genskabe den ægte AC/DC-oplevelse med den rå attitude, den uforfalskede klassiske lyd og ren rock’n’roll energi.
Målet er at komme så tæt på originalerne som muligt. Alt lige fra den hæse stemme og skoledrengsuniformen til ladte kanoner, pudset kirkeklokke og skrigende guitar-riffs.

Almost AC/DC har gennem årene spillet sig vej ind i hjertet på rockfans over hele landet, og har sat ild til scener på nogle af Danmarks største festivaler. Bandet er også utroligt populær i udlandet, hvor de har optrådt i bl.a. Tyskland, Spanien og Tyrkiet.

Publikum får alle de største hits, når bandet optræder på Tante Olgas Scene tirsdag den 11. august klokken 20 – lige fra Highway to Hell og Back in Black til Thunderstruck og You Shook Me All Night Long.