Onsdag den 13. august bliver en ganske særlig dag under Randers Festuge, når Arena Randers åbner dørene til den traditionsrige Musikfestival for mennesker med handicap. I år udvides oplevelsen med et nyt og inspirerende element: En kunstudstilling med værker skabt af kunstnere fra GAIA Akademi og FOF’s kunstskole Bifrost.
Kunstudstillingen åbner samme dag som festivalen og får fernisering med multikunstneren Jacob Haugaard som æresgæst.
Traditionen tro begynder ballet med lokale kræfter, når Hof Band og Løvetand Band går på scenen som de første. De to Randers-baserede bands byder gæsterne velkommen med glæde, musikalsk energi og nærvær, og sørger for at sætte den helt rigtige stemning fra starten. Det lokale islæt er en fast og vigtig del af festivalens identitet og værdsættes hvert år af både publikum og arrangører.
Senere på dagen bliver der gensyn med tre populære navne, som alle har været med til at skabe fest og glæde tidligere år.
Ole Gas Band leverer en energisk hyldest til Kim Larsen med alle de velkendte sange og den umiskendelige stemning, der får publikum til at synge med fra første tone.
Sussi & Drengene, der viderefører arven fra den legendariske duo Sussi & Leo, skaber med deres charme og scenenærvær en uforglemmelig fest.
Og som et højdepunkt optræder Kandis, der i år fejrer 35-års jubilæum, og som med deres dansevenlige repertoire og solide fanskare altid sørger for højt humør og smil i salen.
Festivalen er en fejring af fællesskab, musik, kunst og mangfoldighed. Der er plads til alle, og der skabes en stemning, hvor forskellighed ikke blot accepteres, men hyldes.