Randers Festuge kan nu præsentere årets store gratiskoncert.
Efter et forår med udsolgte koncerter og en kommende sommer fyldt med festivaloptrædener gæster APHACA for første gang Randers Festuge. Med deres unikke blanding af nostalgisk og nutidig pop har bandet vundet stor anerkendelse på den danske musikscene, og de har netop sikret sig hele tre GAFFA-priser i 2025.
Bandet er kendt for deres energiske og nærværende liveoptrædener, hvor fællesskabet mellem publikum, og bandet skaber en helt særlig atmosfære. Koncerten i Randers bliver en sjælden mulighed for at opleve dem gratis under åben himmel – en aften fyldt med følelser, stærke melodier og uforglemmelige øjeblikke.
APHACA indtager Værkets amfiscene torsdag den 14. august.
Randers Festuge er en af landets største og mest mangfoldige kulturfestivaler, der hvert år forvandler byen til et levende centrum for musik, kunst, teater og fællesskab. Med et program spækket med koncerter, forestillinger og aktiviteter for alle aldre er festugen en fast tradition, hvor både lokale og besøgende samles for at fejre kulturen i hjertet af Randers.
Årets festuge finder sted i dagene 8. – 16. august. Det er borgere, foreninger, kulturaktører – ja dem, der har lyst og initiativ – der står bag de hundredvis af arrangementer. Idéen er, at alle er velkommen til at deltage, nyde, gå til store som små arrangementer og oplevelser. Det samlede 2025-program begynder at blive offentliggjort fra maj måned, når Randers Festuge får ny hjemmeside.