Unge læseheste søges til pizzamøde på Randers Bibliotek

Få en pizza med Signe og Bettina og fortæl lidt om, hvad du tror, der skal til, for at unge vil læse lidt mere. Foto: Randers Bibliotek

Randers Bibliotek inviterer læseheste mellem 15 og 25 år til et møde om læsefællesskaber for unge mennesker.

“Vi kan have mange idéer om, hvordan man kan inspirere unge mennesker til at læse mere, men vi har tænkt os at spørge dem, der ved mest om det; nemlig de unge selv,” siger Signe Winther Brinkmann, koordinator for temaet Skole og Uddannelse.
Derfor inviterer Randers Bibliotek nu en flok unge ind til et møde, hvor deltagerne over et par pizzaslices kan brainstorme på initiativer, der kan få unge mennesker til læse lidt mere i fritiden.

Hvis man gerne vil med til mødet, kan man skrive en mail til bibliotekar Bettina Boddum på bbo@randersbib.dk. Datoen bliver fastlagt i samråd med deltagerne, men bliver formentlig en eftermiddag i november 2026.