Debat: Svar på Louise Høegs læserbrev

Hvad er egentlig en investering i fremtidens Randers?
Debattøren kalder Klimabroen en investering i fremtidens Randers. Det er jeg ikke enig i.
For mig er den vigtigste investering i fremtidens Randers vores mennesker og vores velfærd.

Venstre har siddet med ved bordet i 7 ud af de seneste 8 budgetforlig. Derfor har de også et medansvar for den økonomiske situation, kommunen står i i dag.
Samtidig står vi med et hul på 53 mio. kr. i kassen, og Klimabroen risikerer at kræve yderligere låntagning på over 400 mio. kr. Det betyder udgifter til renter og afdrag i op mod 30 år.
Det er penge, der kunne være brugt på vores velfærd.

Hvidbogen peger på flere af de udfordringer, Randers står overfor – blandt andet børn og unge i mistrivsel, udsatte borgere og et stigende pres på velfærden. Det er her, jeg mener, vi skal investere.
Vi skal selvfølgelig også tage ansvar for klimaet og sikre Randers mod fremtidens klimaforandringer. Men det skal ske med omtanke og med en økonomi, der kan holde til det.
Vi har brug for flere dygtige medarbejdere i ældreplejen, bedre hjælp til børn og unge med særlige behov og en tidligere og mere sammenhængende indsats for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Det er også investeringer i fremtidens Randers.

Når økonomien er presset, må vi prioritere og spørge: Hvad skaber mest værdi for borgerne – både nu og på længere sigt?
For mig er svaret:
Mennesker før prestigeprojekter. Velfærd før gæld. Og en kommune, der investerer i mennesker, klima og en bæredygtig fremtid – uden at sende regningen videre til de næste generationer.

Af Pia Carøe 
Borgerlisten Østbroen.