Randers Kommune står over for svære prioriteringer i budgettet for 2027-2030.
Det slog borgmester Rosa Lykke Yde fast, inden byrådet i sidste uge tog fat på 1. behandlingen.
Pengene er små, og det årlige økonomiske råderum er på blot 17 millioner kroner.
Borgmesteren pegede på to store udfordringer.
På socialområdet er der en årlig ubalance på 35 til 40 millioner kroner på grund af flere støttekrævende borgere og stigende priser.
Og på anlægsområdet er der brug for investeringer i blandt andet bygningsvedligehold, en ny brandstation og fire nye vuggestuer til over 100 millioner kroner.
Budgetforslaget har været i høring, og der er indkommet 180 høringssvar.