Her kan børn gå til videnskab

Foto: Janus Moos/Videnskabsklubben

Til efteråret kan nysgerrige børn fra Randers Kommune igen deltage i det populære gratis fritidstilbud Videnskabsklubben. Her kan børn i 4.-7. klasse gå til videnskab i fritiden, ligesom man kan gå til fodbold eller dans. Emnerne i klubberne spænder bredt – fra kemi og krigshistorie til filosofi og fusionsenergi.

I Videnskabsklubben kaldes deltagerne for “miniforskere”, og de undervises af frivillige gymnasieelever, der deler deres viden og begejstring for videnskab som mentorer og rollemodeller for børnene.

I Randers Kommune foregår det på Paderup Gymnasium, Randers Statsskole og Tradium Teknisk Gymnasium én eftermiddag om ugen i ugerne 43-49. 

Tilmelding åbner søndag den 30. august klokken 10.00 på www.videnskabsklubben.dk