Efter sidste års propfyldte og vellykkede onsdagskoncert vender det lokale kultband Snotlers nu tilbage. Onsdag den 12. august klokken 20.00 indtager de nemlig igen Tante Olgas Scene.
At den helt særlige og energiske Snotler-stemning stadig lever i bedste velgående, beviste bandet med al tydelighed ved sidste års populære optræden.
Repertoiret byder på rå sumprock og blues, stærkt inspireret af 60’er-ikoner som Cream.
Snotlers kombinerer i dag årtiers musikalsk erfaring med en dyb nysgerrighed, fri improvisation og en spilleglæde, der smitter helt ned til de bagerste rækker.
Der er fri entre til koncerten.