Befordring af skoleelever skal i nyt udbud i Randers

Randers Kommune har besluttet at sætte gang i forberedelserne til et nyt udbud af visiteret personbefordring i kommune.

Det skal blandt andet sikre kørslen for børn med særlige behov, unge og voksne med støttebehov samt ældre, der fx skal til træning.

Byrådet vil afholde et temamøde om sagen i efteråret, inden de nye befordringskontrakter skal være klar.

Sidste år brugte kommunen over 40 millioner kroner til visiteret personbefordring.

I det nye udbud vil Randers Kommune fastholde kvaliteten i transporten og samtidig undersøge mulighederne for mere grøn kørsel.