To unge drabssigtede accepterer forlængelse af varetægtsfængsling

I sagen om en 20-årig mand, der blev fundet død i Gudenåen nær Den Blå Bro i Randers er to unge indforstået med at tilbringe også de næste fire uger som varetægtsfængslede.

De to, der er henholdsvis 16 og 18 år, er sigtet for drab.

Liget af den 20-årige blev fundet af en kajakroer fredag 12. juni om morgenen.

I de første mange timer mente politiet ikke, at sagen var mistænkelig. Men det ændrede sig.

Da den 16-årige selv havde henvendt sig og afgivet forklaring, blev han anholdt og sigtet for om natten at have dræbt den 20-årige. Senere blev også den 18-årige anholdt.

Forbrydelsen blev begået med slag, spark, kvælning og drukning, lød det i den sigtelse, som blev læst op i et retsmøde 13. juni.

Begge har nægtet sig skyldige. De har dog erkendt grov vold.