Nordamerikansk sangspurv spottet i Læsten Bakker

En lille nordamerikansk sangspurv er mandag blevet spottet i Læsten Bakker vest for Randers. Og det er en kæmpe sensation. Det fortæller ornitolog Rolf Christensen.

Han kalder fundet for noget af det mest sjældne, man kan se.

Fuglen er nemlig 5000 kilometer forkert på den. Rolf Christensen vurderer, at den formentlig er kommet til Danmark med et fragtskib over Atlanten.

Lige nu sidder den lille fugl helt alene og synger for at finde en mage. Men det gør den forgæves. Ifølge ornitologen er fuglen fortabt og kommer til at dø her i landet.