Borgerne i Ølst får nu 50 millioner kroner fra USTC-koncernen i forbindelse med jordskreddet ved Nordic Waste.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ølst Borgerforening.
Formand Jan Kristian Jensen, siger, at borgerforeningen allerede har mange gode idéer til, hvordan donationen kan løfte Ølst.
– Vi har blandt andet talt om muligheden for at bygge et forsamlingshus og en legeplads. Men det er beslutninger, som vi nu i fællesskab skal tage i byen, lyder det fra ham.
Foreningens bestyrelse vil nu fremlægge en plan for alle foreningens medlemmer.
Som følge af planen skal en tredjedel af milliondonationen udloddes kontant til borgerne i Ølst.
Derudover skal en tredjedel bruges til forskønnelse af byen og en tredjedel til at understøtte fællesskabende aktiviteter.