50-årig mand tiltalt i ti år gammel voldtægtssag

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale i en sag fra 2015 om voldtægt af særlig farlig karakter af en 89-årig kvinde i Over Fussing nær Randers, oplyser politikredsen fredag i en pressemeddelelse.

Den tiltalte er en 50-årig mand, som blev anholdt i februar på baggrund af DNA-spor fra sagen, efter man havde benyttet den såkaldte slægtskabssøgning, som er relativ ny.

Anklagemyndigheden mener, at han den 18. september 2015 indfandt sig på kvindens adresse, hvor han udsatte hende for vold og trusler.
Derefter slæbte han hende udenfor og voldtog hende, inden han stak af, lyder anklagen.

Den 50-årige er også tiltalt for blufærdighedskrænkelse, hvor han efter anklagemyndighedens opfattelse i 2021 og 2023 skulle have filmet ukendte personer i intime situationer.

Den 50-årige mand nægter sig fortsat skyldig, og sagen vil forventeligt blive afholdt ved Retten i Randers i 2026.