48-årig mand udsat for røveri

En 48-årig mand blev i går udsat for røveri på en adresse i det nordlige Randers, hvorefter han flygtede fra stedet.

Da politiet ankom til adressen traf betjentene to 20-årige kvinder og en 16-årig dreng, der alle blev anholdt pg sigtet i sagen.

Ifølge politiets oplysninger var de til stede under det anmeldte røveri, hvor den 48-årige mand angiveligt var blevet truet med en kniv til at overføre flere tusinde kroner via telefonen.

Der har formodentlig også været andre til stede på adressen under røveriet, der af politiet betegnes som et misbrugsmiljø.

Senere på torsdagen blev også en 29-årig kvinde anholdt og afhørt til sagen. Alle de anholdte er blevet løsladt efter endt afhøring i løbet af torsdagen.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.