En 33-årig mand valgte i går eftermiddag at køre bil, selvom han var narkopåvirket, og det slap han ikke godt fra.
Han endte nemlig med flere sigtelser, efter at han blev standset af en patrulje på Hospitalsgade i det centrale Randers.
Da betjentene slog den 33-årige op i politiets systemer, kunne de hurtigt se, at han var frakendt kørekortet.
Han forklarede, at han havde lånt en vens bil og indrømmede, at han havde taget amfetamin.
Han blev derfor anholdt og sigtet for det og derudover for overtrædelse af knivloven, fordi han havde en kniv i lommen.
Ejeren af bilen, en 26-årig mand, blev sigtet for at have overladt sit køretøj til en person uden kørekort.