En 31-årig mand er i livsfare, efter at han i går faldt ned ad en trappe i en opgang på Vestergade i Randers midtby.
– Han er svært tilskadekommen og overlever formentlig ikke, udtalte politiets vagtchef i går til Randers Amtsavis.
I forbindelse med hændelsen er en 26-årig mand blevet anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Han fremstilles i dag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Det er uklart, hvad der præcist førte til faldet, herunder om den 31-årige blev skubbet ned ad trappen. Politiet var i går i gang med at foretage afhøringer og undersøgelser af stedet for at klarlægge de nærmere omstændigheder.