230 elever var samlet til Vandets Dag

Der var leg, latter og læring, da 3. klasses elever fra hele Randers var samlet på Randers Naturcenter til Vandets Dag

Med gummistøvlerne godt trukket op fik børn fra 12 forskellige klasser i Randers sig tirsdag en våd og underholdende dag i vandets tegn.

Dagens fokus var et vandløb, hvor børnene undervejs deltog aktivt ved forskellige, spændende poster. Her oplevede de alt fra vanddyr til vandboringer og vandværker i miniatureformat og lærte samtidig om vandets kredsløb, om grundvandsbeskyttelse og meget andet.

Det er Verdo Vand, Vandmiljø Randers og Randers Naturcenter i samarbejde med flere andre samarbejdspartnere såsom Museum Østjylland, Affaldsskolen og Randers Bibliotek, der står bag Vandets Dag, som igennem årene har udviklet sig til en fast årlig tradition i de smukke rammer på Randers Naturcenter.