En 21-årig mand er her i eftermiddag blevet varetægtsfængslet under et grundlovsforhør ved Retten i Randers, efter at han blev anholdt i nat i en sag om et knivstikkeri.
Her nægtede han sig skyldig i sigtelsen om grov vold. Ifølge politiet har han stukket en 18-årig mand med kniv i Ebeltoft i aftes.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet i Ebeltoft sidst på aftenen
Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor politiet traf den 18-årige mand, der sad i en bil ved en tankstation.
Den 18-årige var blevet stukket med kniv og havde flere synlige skader.
Umiddelbart kom han ikke alvorligt til skade, men han blev kørt til behandling på hospitalet.
Et par timer senere blev den 21-årige anholdt på en adresse nær Ebeltoft.
Politiet mistænker, at de to unge kendte hinanden på forhånd, men det skal undersøges.