En 19-årig mand fra Randers truede i går eftermiddag en 67-årig mand med en kniv.
Det skete i den 67-åriges private hjem på Mølbjergvej i Kjellerup.
Den ældre beboer havde guldsmykker til salg på Facebooks marketplace, og den 19-årige troppede op på hans adresse som potentiel køber.
Det er endnu uklart for politiet, om der opstod uenigheder om handlen, eller om der var tale om et decideret planlagt røveri.
Men den 19-årige mand fra Randers trak en kniv og truede den 67-årige beboer.
Herefter løb han ud i sin bil med de ubetalte guldsmykker og kørte derfra. Den 67-årige var snarrådig og ringede straks til sin nabo, som kørte ud for at forsøge at blokere vejen for røveren.
Men den 19-årige påkørte naboens bil og fortsatte sin flugt. Naboen kom ikke til skade, oplyser politiet.
Politiet sendte alle patruljer, og en halv time senere blev han stoppet i Vejerslev og anholdt.
Han fremstilles i dag i grundlovsforhør ved retten i Viborg.